Virksomhedsobligationer bliver etiske i BankInvest

29.7.2010 13:43   Meddelelse
BankInvest tilbyder nu private kunder etisk screenede virksomhedsobligationer som supplement til den nuværende etiske aktieafdeling Global Equities (Ethical Screening).

I BankInvest har vi valgt at kopiere succesen fra aktierne med at lægge et etisk "filter" på en eksisterende afdeling. Det betyder, at obligationer fra virksomheder inden for alkohol, tobak, våben, spil og pornografi vælges fra, og erstattes med andre virksomhedsobligationer i den etiske portefølje med navnet Virksomhedsobligationer Etik (SRI).

Derudover investerer afdelingen kun i selskaber, som søger at overholde FN's 10 basisværdier i Global Compact om, hvordan en virksomhed kan arbejde med ansvarlighed i forhold til menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og klima samt anti-korruption.

Teknisk ser den nye afdeling dagens lys ved, at afdelingen "Virksomhedsobligationer - variabelt udbytte" har skiftet navn og investeringsstrategi.

BankInvest Virksomhedsobligationer Etik (SRI) investerer i kredit- og virksomhedsobligationer. Virksomhedsobligationer udstedes af enkelte virksomheder, der typisk betaler en højere rente for at låne penge end lande gør via statsobligationer. Til gengæld er der en kreditrisiko, der afhænger af virksomhedernes evne til at betale deres lån tilbage. Minimum 80 procent af obligationerne skal have en kreditvurdering (rating), på BBB/Baa3 (investment grade) eller derover af kreditvurderingsbureauerne Standard & Poor's, Moody's eller Fitch for at opnå en god kreditkvalitet i investeringerne.

Den etiske sortering foretages af Ethical Investment Research Services (EIRIS), der fire gange årligt screener afdelingens portefølje og vurderer nye selskaber inden der investeres i dem. EIRIS er stiftet af den engelske kirke og har i mere end 25 år hjulpet investorer verden over med at overholde etiske investeringsmål.
Informationerne i nyhedsartiklerne er udarbejdet af BankInvest. BankInvest påtager sig intet ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne. Se i øvrigt de generelle ansvarsbestemmelser.